SA GAR VI I LUFTEN

I morgen aften går Julie Ølgård og jeg, på vegne af alle vore kolleger på Selected Bloggers, i Go Aften Danmark studiet i Tivoli og taler lidt om blogge fænomenet. I den anledning har jeg gjort mig tanker ang. hvad det egentlig er jeg vil med mediet. Jeg har jo i en del år, med jævne mellemrum, givet mit besyv med om alt mellem himmel og jord og på forskellig vis. I artikler skrevet af mig selv, i redaktionel omtale i form af interviews i blade og magasiner samt ikke mindst på TV. Herudover i bøger som selvstændig afsender eller som medforfatter.

Som oftest har budskabet være glæden over et eller andet som jeg gerne ville dele med andre, mere end brok og kritik, og sådan tror jeg da også at formen vil være i min personlige blok fremover. Jeg kan bedre lide at causere over alle de rare ting der findes her i livet, end at dyrke perfiditeten og være dyneløfteren der blotlægger der der burde være foregået i dølgsmål.

Men det kunne da også være man skulle benytte sig af muligheden for en enkelt mishags ytring i ny og næ også. Det hænder jo trods alt af og til at man ikke helt er enig med ens omgivelser, at man ikke deler andres betragtniger eller slet og ret føler sig stødt over dette og hint, og måske kunne dette være et kærkomment medie at formulere den slags igennem. Så mon ikke der af og til ryger en enkelt finke af panden, ind imellem alle de rare ting der er at skrive om.

Jeg regner med at der blandt andet imellem de kommende indlæg ihvertfald kommer et som jeg glæder mig uhyre meget til at skrive, nemlig mit besøg på Dragsholm Slot, et besøg hos en mand med så grønne fingre, at han fik fruen og undertegnede helt til at glemme at vi er carnevore. Og så kan jeg heller ikke rigtigt lade være med at tænke på om ikke jeg skulle vende det hysteri pressen og selvbestaltede “Michelineksperter” excellerer i hvert år i Marts, umiddelbart inden årets Guide Michelin udgives, for det er sgu da lige så lige dele sjovt og underholdende, som det er tå krummende dumt og pinligt.

Møjn ! Vi ses imorgen aften i Go Aften Danmark !

 

 

 

Leave a comment

Post Comment