JEG ER EN HELDIG KARTOFFEL

Jeg er sgu egentlig en heldig kartoffel. Jeg har en abeskøn hustru og et par abeskønne børn og ikke nok med det. De elsker simpelthen mad lige så meget som jeg selv. Som oftest er det en fryd at købe ind til aftensmaden og alle deltager i processen med at træffe beslutning om og forholde sig til hvad der skal på menuen. Ikke noget med blot at få lortet overstået så vi kan komme hjem foran fjernere. Det er en proces der hos os praktiseres de to dage om ugen hvor vi er sammen med ungerne. Det er her vi føler hinanden på tænderne og det er her der kan stilles spørgsmål om alt det mellem himmel og jord der fylder de voksne og børnenes hoveder. Her har alle helle og man må spørge ind til alt. Når vi laver og spiser mad, kører der ikke fjernsyn i baggrunden, der er ikke nogen telefoner der ringer, eller nogen computerspil der kræver nogens opmærksomhed. Her er der krav til tilstedeværelse, koncentration og udfordringer for alle. Thilde som jo er smageekspert, bliver udfordret når fisken skal fileteres og den skarpe kniv skal trakteres med en virtuos behændighed. Frej, der ikke er bange for at prale med bøfferne bliver sat på en prøve, nå Bearnaisen skal piskes og armene rystes inden den endelige styrke prøve sættes ind og saucen skal smages til justeres og tunes. Chilis feminine teenager sider skal lægges til side når hånden skal helt ind og fange indvoldene i kyllingen og der lugter af alt andet end Calvin Klein og farmand? Han må stiltiende acceptere at måltidet tager form og materialiserer sig ud af potter og pander uden bjæffende kommandoer og militærisk disciplin. Vi smager, vurderer og sammenligner måltidet med tidligere måltider, fremsætter ønsker om nye og mindes mindeværdige retter og situationer ved bordet. Vi voksne snuser og gurgler mundhuler i vin, øl og snaps, og ungerne får tillige deres smagetår, deres egen lille sansefil fyldt, med de indtryk der skal være med til at forme en meget væsentlig del af deres fremtid, de indtryk der i min bog er med til skærpe deres sociale kompetencer.  Jo tak. Bordets glæder skal man ikke kimse af. Bordets glæder rummer mere end blot at stille sulten.

Ungerns madønskeseddel !

2 comments

  1. marianne

    imponerende madønsker fra børn!! der kan man bare se, hvor meget det betyder hvad er vant til.. go dag!

    • Det er dejligt befriende at se at man får det ud man investerer !!

      Thomas