Blog

AGURKETID PA THOMASRODEBLOG

juni 6th, 2012 by
Som tidligere nævnt, står der i disse uger ARBEJDE på programmet. Det fede er at det virkeligt skrider frem og det uden nævneværdigt stress, konfrontationer eller komplikationer. Det er svært at lade være med at tænke på tidligere tider, inden jeg så lyset og blev frelst. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt at man kan have så travlt og så allligvel kunne bevare fatningen. Ordentlig mad, ordentlig søvn, fornuftigt forbrug af alkohol og behørig fysisk udfoldelse er vejen frem uanset hvad folk og fæ ellers måtte mene.

Status er nu at manus i form af alle opskrifter samt billeder til min kommende bog er afleveret. Tilbage står redigering og korrektur læsning, hvilket for mit vedkommende er til at overskue.

Ydermere skrider optagelserne til mit nye TV Program “Rod i køkkenet” også frem, faktisk så meget at vi nu har over halvdelen af produktionen i kassen og jeg kan kun sige at det er en stor fornøjelse at lave. Alle implicerede, fra selve holdet, til gæsterne som jo dyster imod hianden agerer fuldstændigt fantastisk, så det kan kun blive en hyggelig omgang farve fjernsyn og så er der jo også et enkelt tip eller to til den årvågne og opmærksomme seer. Programmet ryger i luften til efteråret.

20 nye afsnit af “4 stjernet middag” bliver det også til. Skåret over sammen læst som de foregående sæsoner, kommenterer jeg en række kendtes kulinariske udfoldelser på godt og ondt.

…. og for at det ikke skal være løgn, hersker der også travlthed på restauranten, hvor turisterne er begyndt at strømme til. Meget passende når danskerne begynder at finde vej mod Tivoli. Danskere har det nu ikke skortet på, på det sidste. Sidste år var det økonomisk bedste år i Kong Hans 36 årige historie og i år tegner endnu bedre. Det er bare lidt sjovere når der er skred i tingene.

Så som i ser, er programmet fuldt og det at forstå som godt fyldt ud. Jeg håber dog snart at kunne få tid til at skrive lidt mere om Mad & Co og eftersom sommeren nok kommer til at byde på en masse herlige madoplevelser, burde der også være en masse at skrive om.

Stay tuned in !

 

Møjn Thomas billedet er taget af Arthur A

WHEN REALITY BITES

maj 22nd, 2012 by
Jamen så så skal jeg da love for at jeg som sidst antydet, blev ramt af skæbnen. Denne uge, som endda kun er to dage gammel i skrivende stund er i den grad arbejdsuge. Mandag og tirsdag er svundet som dug for solen, men det bunken med opskrifter der skal fotograferes til min kommende kogebog arbejdstilen “Mad til mænd” også. Næsten 60 meget smukke retter er blevt foreviget af fotograf Mikkel Adsbøl http://www.mikkeladsbol.dk/index_en.php i samarbejde med to kære gamle kolleger , tidligere kok Lillebror og tidligere souschef, så sagen var i de bedste hænder. Arbejdsbyrden havde været fuldstændig uoverskuelig uden deres hjælp. En ting er at skrive opskrifterne, men når der skal vejes op og gøres klar, så kommer yours truly sgu til kort. Så skal nogen bruge et par flittige hænder til foodstyling så er det “mænnerne mæ hænderne” !!! Bogen kommer til at rumme 80 + opskrifter og billeder, befriende fri for kokkeonani. Mit ønske har været at give læseren inspiration til at lave sund, nærende og nærværende mad. Mad baseret på råvarer der er til at skaffe og opskrifter der er realistiske. Opskrifterne er stort set alle baseret på principperne om Palæokost, dvs. oprindelig kost som vi er designet til at spise, fri for levnedsmidler der indeholder tilsætningstoffer, stivelser, alkohol og sukker, som jo nok kan smage godt, men på den anden side er hovedaktører i mange af de problmer samfundet går og roder med

Mikkel, Lillebror & Torben i fuld sving!

 

Til gengæld er der tale om mad med livsglæde, saft og kraft og ikke mindst masser af smag. Jeg håber i vil tage godt imod den lille ny, når den rammer boghandlerne i oktober. Det ligger mig meget på sinde !!

Møjn Thomas

En

JEG ER EN HELDIG KARTOFFEL

maj 15th, 2012 by
Jeg er sgu egentlig en heldig kartoffel. Jeg har en abeskøn hustru og et par abeskønne børn og ikke nok med det. De elsker simpelthen mad lige så meget som jeg selv. Som oftest er det en fryd at købe ind til aftensmaden og alle deltager i processen med at træffe beslutning om og forholde sig til hvad der skal på menuen. Ikke noget med blot at få lortet overstået så vi kan komme hjem foran fjernere. Det er en proces der hos os praktiseres de to dage om ugen hvor vi er sammen med ungerne. Det er her vi føler hinanden på tænderne og det er her der kan stilles spørgsmål om alt det mellem himmel og jord der fylder de voksne og børnenes hoveder. Her har alle helle og man må spørge ind til alt. Når vi laver og spiser mad, kører der ikke fjernsyn i baggrunden, der er ikke nogen telefoner der ringer, eller nogen computerspil der kræver nogens opmærksomhed. Her er der krav til tilstedeværelse, koncentration og udfordringer for alle. Thilde som jo er smageekspert, bliver udfordret når fisken skal fileteres og den skarpe kniv skal trakteres med en virtuos behændighed. Frej, der ikke er bange for at prale med bøfferne bliver sat på en prøve, nå Bearnaisen skal piskes og armene rystes inden den endelige styrke prøve sættes ind og saucen skal smages til justeres og tunes. Chilis feminine teenager sider skal lægges til side når hånden skal helt ind og fange indvoldene i kyllingen og der lugter af alt andet end Calvin Klein og farmand? Han må stiltiende acceptere at måltidet tager form og materialiserer sig ud af potter og pander uden bjæffende kommandoer og militærisk disciplin. Vi smager, vurderer og sammenligner måltidet med tidligere måltider, fremsætter ønsker om nye og mindes mindeværdige retter og situationer ved bordet. Vi voksne snuser og gurgler mundhuler i vin, øl og snaps, og ungerne får tillige deres smagetår, deres egen lille sansefil fyldt, med de indtryk der skal være med til at forme en meget væsentlig del af deres fremtid, de indtryk der i min bog er med til skærpe deres sociale kompetencer.  Jo tak. Bordets glæder skal man ikke kimse af. Bordets glæder rummer mere end blot at stille sulten.

Ungerns madønskeseddel !

SA GAR VI I LUFTEN

maj 8th, 2012 by
I morgen aften går Julie Ølgård og jeg, på vegne af alle vore kolleger på Selected Bloggers, i Go Aften Danmark studiet i Tivoli og taler lidt om blogge fænomenet. I den anledning har jeg gjort mig tanker ang. hvad det egentlig er jeg vil med mediet. Jeg har jo i en del år, med jævne mellemrum, givet mit besyv med om alt mellem himmel og jord og på forskellig vis. I artikler skrevet af mig selv, i redaktionel omtale i form af interviews i blade og magasiner samt ikke mindst på TV. Herudover i bøger som selvstændig afsender eller som medforfatter.

Som oftest har budskabet være glæden over et eller andet som jeg gerne ville dele med andre, mere end brok og kritik, og sådan tror jeg da også at formen vil være i min personlige blok fremover. Jeg kan bedre lide at causere over alle de rare ting der findes her i livet, end at dyrke perfiditeten og være dyneløfteren der blotlægger der der burde være foregået i dølgsmål.

Men det kunne da også være man skulle benytte sig af muligheden for en enkelt mishags ytring i ny og næ også. Det hænder jo trods alt af og til at man ikke helt er enig med ens omgivelser, at man ikke deler andres betragtniger eller slet og ret føler sig stødt over dette og hint, og måske kunne dette være et kærkomment medie at formulere den slags igennem. Så mon ikke der af og til ryger en enkelt finke af panden, ind imellem alle de rare ting der er at skrive om.

Jeg regner med at der blandt andet imellem de kommende indlæg ihvertfald kommer et som jeg glæder mig uhyre meget til at skrive, nemlig mit besøg på Dragsholm Slot, et besøg hos en mand med så grønne fingre, at han fik fruen og undertegnede helt til at glemme at vi er carnevore. Og så kan jeg heller ikke rigtigt lade være med at tænke på om ikke jeg skulle vende det hysteri pressen og selvbestaltede “Michelineksperter” excellerer i hvert år i Marts, umiddelbart inden årets Guide Michelin udgives, for det er sgu da lige så lige dele sjovt og underholdende, som det er tå krummende dumt og pinligt.

Møjn ! Vi ses imorgen aften i Go Aften Danmark !

 

 

 

GODDAW

maj 5th, 2012 by

Velkommen til min blog og velkommen til mit allerførste blog indlæg nogensinde omend det bliver kort, da jeg har en række spændende projekter der skal afsluttes inden jeg kan kaste mig over bloggen her. Jeg vil i fremtiden dele ud af mine betragtninger om dette og hint fra min hverdag og her give mit besyv med om forskellige produkter, måltider, inspiration fra mine træningspas og meget mere.

For tiden roder jeg med at få min kogebog baseret på de råvarer vi som mennesker er designet til at leve af. Den bliver udgivet af Politikkens Forlag og komme til at byde på mere end 80 opskrifter og billeder og er ment som en inspiration til det daglige måltid og er som sådan ikke en af de sædvanlige kokkeonani bøger hvor det gælder om hvem der kan placere kørvelbaldet på den mest raffinerede måde. Fotograferne Mikkel Adsbøl og Jes Larsen vil sørge for bogens visuelle side.

Udover arbejdet med kogebogen, starter jeg i slutningen af maj optagelser til et nyt program med titlen “Rod i køkkenet”. Det bliver en venskabelig dyst mellem to kendte som jeg vil forsøge at guide og hjælpe undervejs gennem forskellige kulinariske udfordringer. De 28 programmer bliver sendt i starten af efterårssæsonen.

Jeg ser frem til at komme rigtigt i gang og håber at mange vil følge mine skriblerier !

De bedste hilsner

Thomas Rode Andersen